Christina har læst: Welcome to Paradise

Illegale flygtninge med en drøm om Europa  


Forfatter: Mahi Binebine (1959-)
Genre: Roman
Oprindelige udgivelsesår: 1999
Sidetal: 173 sider 
Originalsprog: Fransk

Hvorfor valgte jeg at læse romanen? 
Welcome to Paradise er en del af pensum til min eksamen på litteraturvidenskab, hvor temaet er migration og globalisering.
   
Hvad handler romanen om? 
Bogen foregår en sen aften på en marokkansk strand, hvor en gruppe nordafrikanske migranter venter på, at de i en lille fiskerbåd kan begive sig ud på havet, ud mod Europas kyst. Gennem en række flashbacks udfoldes karakterernes fortid én for én, og vi får kendskab til hvilke sorger de flygter fra, og hvilke håb de nærer om fremtiden.

Hvad var min oplevelse med romanen? 
Romanens klare projekt er at give en stemme til de mennesker, der af medierne fremstilles som anonyme illegale, der skal holdes væk fra Europas grænser. Jeg synes, bogen lykkes i at fremstille karaktererne nuancerede og i at give et indblik i de menneskelige konsekvenser, som migrationen medfører. Jeg tror dog, at romanen ville have været mere medrivende, hvis den omhandlede færre karakterer, da flere af bipersonerne er svære at skille fra hinanden.

Hvem bør læse romanen? 
Læs bogen hvis du f.eks. er glad for Khaled Husseinis bøger (Drageløberen, Under en strålende sol) eller generelt gerne vil udvide dit ”læserperspektiv” til ikke-vestlig litteratur.

Stjerner: 4/6

Udvalgt citat: 
One hour left before throwing ourselves blindly into the great adventure, quietly slipping into a new life, donning its clothes, embracing its hours and days, so we could be born again somewhere else, change our skin, our air, our world, start again from scratch.

Bonus: 
Bogens forfatter Mahi Binebine stammer selv fra Marokko. Udover sit virke som forfatter er Binebine også en anerkendt maler. Hans malerier viser gennemsigtige, spøgelsesagtige personer, der sammenkrøbne befinder sig i menneskeklynger - et stærkt billede på migranten. Binebines malerier kan derfor sagtens ses i forlængelse af hans forfatterskab.

Kommentarer

Populære indlæg