Christina har lyttet til: Solen går sin gang

Rastløse amerikanere i 1920’ernes Europa 

Forfatter: Ernest Hemingway (1899-1961)
Genre: Roman, drama, minimalisme  
Oprindelige udgivelsesår: 1926
Lyttetid: 6 timer og 35 min (Sidetal: 189 sider)
Originalsprog: Engelsk  
Bedømmelse:✭✭✭

Hvorfor valgte jeg at læse romanen? 
Ernest Hemingway er kendt som en af det 20. århundredes største forfattere, og jeg har længe gerne ville læse en af hans romaner. Debutromanen Solen går sin gang hører til en af hans mest populære værker. 

Hvad handler romanen om? 
Solen går sin gang handler om amerikaneren Jake, der i årene efter 1. verdenskrig lever som journalist i Paris. Han færdes i en kreds af amerikanske og britiske skribenter og veteraner, hvor der drikkes tæt og leves udsvævende. Mændene finder alle interesse i gruppens eneste kvinde, den flamboyante adelskvinde Brett, og de indbyrdes intriger tilspidses, da gruppen rejser til Pamplona i Spanien for at overvære tyrefægtning.  

Hvad var min oplevelse med romanen? 
Jeg synes at tonen i romanen er utrolig skarp og moderne, og Hemingway giver en rigtig god skildring af den fortabte generation, der opstod i kølvandet på 1. verdenskrig. Men man skal også være indstillet på at det er en bog uden nogen særlig form for fremdrift i handlingsforløbet, og jeg kom i hvert fald til at kede mig lidt gennem romanens mange dialoger. 

Hvem bør læse romanen?
Læs bogen, hvis du er vild med den rodløse stemning, som ”The Jazz Age” repræsenterer, eller hvis du kan lide minimalistiske, dialogbåret romaner. 

Udvalgt citat: 
“Der er aldrig nogen der lever fuld ud, undtagen tyrefægtere.”

Bonus: Hemingway har mange ligheder med sin hovedperson Jake: Han deltog selv i 1. verdenskrig, han flyttede efterfølgende til Paris, hvor han levede som korrespondent for en amerikansk avis, og han tog desuden med en gruppe af amerikaner og briter til Pamplona i 1925. 

Kommentarer

Populære opslag