Christina har læst: 100 måder at motivere dig selv

Start året med masser af motivation 

Forfatter: Steve Chandler (1944-) 
Genre: Selvhjælpsbog  
Oprindelige udgivelsesår: 1996
Sidetal: 197 sider
Originalsprog: Engelsk 
Bedømmelse: ✭✭✭✭✩✩



Hvorfor valgte jeg at læse bogen? 
Jeg købte Steve Chandlers bog for otte år siden og blev meget inspireret af at læse den dengang. Jeg fik nu lyst til at genlæse bogen og se, om dens idéer stadigvæk kunne vække en følelse af motivation i mig. 

Hvad handler bogen om? 
100 måder at motivere dig selv består af 100 korte kapitler, som hver indeholder en idé, der skal inspirere læseren til et mere motiveret, optimistisk og lykkeligt liv. Gennem anekdoter fra sit eget liv, principper fra selvhjælpsbøger og citater fra litteraturen og historien samler Chandler stof til disse 100 forskellige metoder til positivt at ændre ens tanke- og handlingsmønstre. 

Hvad var min oplevelse med bogen? 
Jeg synes, at bogens format med de mange korte kapitler fungerer rigtig godt, da man nemt kan læse dem uafhængigt af hinanden og dermed lettere danne sig et overblik over de idéer, som motiverer én. Bogen bærer dog en del præg af ideologien omkring ”den amerikanske drøm”, hvor der oftest er fokus på at gøre alting støre og bedre, og jeg synes, at Steve Chandler med fordel kunne have lagt mere vægt på motivation gennem værdsættelse af det, man allerede har. 

Hvem bør læse bogen? 
Jeg tror, at de fleste som læser bogen, vil kunne tage en eller flere idéer med sig videre – så læs bogen hvis du er ude efter et hurtigt skud motivation eller bare at se hverdagen med friske øjne.  

Udvalgt citat: 
”Hvis du ikke er motiveret til at gøre noget, du ved, at du skal gøre, beslut da bare at gøre det dårligt. Tilføj lidt selv-nedsættende humor. Vær komisk dårlig til det, du laver. Og nyd så, hvad der sker, når du først er i gang med processen.” 

Bonus:
Steve Chandler har en kandidat i Creative Writing og Political Science og arbejder til dagligt som salgstræner, coach og konferencetaler. 

Kommentarer

Populære opslag