Litteraturhistorisk top 5: Litterære værker fra antikken


Dette er en oversigt over fem litterære værker, som efter min mening hører til de vigtigste fra den græske, antikke periode. Hvis du kunne lide oldtidskundskab i gymnasiet eller interesserer dig for gamle myter og sagn, er dette perioden at dykke ned i. Udover at være verdens ældste bevarede litteratur er de gamle, græske fortællinger spækket med familiedramaer, mord og guder, der ikke kan lade være med at blande sig. 


Illiaden (800 f.v.t.) af Homer 567 sider 
Illiaden står i dag som det vigtigste oldgræske heltedigt med sin fortælling om krigere, guder og den trojanske krig. Dette langdigt (med tryk på lang) kan vi bl.a. takke for ordet ”akilleshæl” og for Brad Pitt-filmen Troy fra 2004. 

Odysseen (720 f.v.t.) af Homer 541 sider 
Odysseen er endnu et oldgræsk heltedigt og er en slags ”spin off” til Illiaden, hvor man følger helten Odysseus’ lange hjemrejse efter den trojanske krig. James Joyces Ulysses, som er en af verdens mest anerkendte romaner, er en parafrase over Odysseen.

Orestien (458 f.v.t.) af Aischylos 335 sider 

I teaterstykket Orestien er der familiedrama på højt plan: Lige som han er vendt hjem fra den trojanske krig, bliver Agamemnon dræbt af sin kone og hendes nye elsker. Nu må hans søn, Orestes, hævne ham ved at dræbe sin egen mor.

Lysistrata (411 f.v.t.) af Aristophanes 132 sider 
I Lysistrata er der vendt op og ned på hierarkiet, og det er kvinderne der har bukserne på. I komedien vil Athens kvinder gøre en ende på den peloponnesiske krig, og de afpresser derfor byens mænd til at forhandle om fred ved at nægte dem sex.


Kong Ødipus (400 f.v.t.) af Sofokles 75 sider 
Kong Ødipus er en tragedie med stort T og en klassiker for Freud-læsere. Mød den uheldige Ødipus, der, efter at være vokset op hos adoptivforældre, ikke ved, at han har slået sin biologiske far ihjel og giftet sig med sin mor.


Den der kan anbefales
Jeg husker Ødipus som værende ret letlæselig, og desuden er den temmelig underholdende. Glæd dig til at rive dig selv i håret over hvordan ingen af karaktererne har fattet det åbenlyse!

Den der ikke er besværet værd
Illiaden er med sine 567 sider noget af en mursten. Den er mere interessant at læse om end at læse, så fordyb dig i uddrag og sammendrag og spar dig selv for mange timers svær læsning.

Den som jeg godt kunne tænke mig at læse
Jeg har læst nogle uddrag af Odysseen i gymnasiet og syntes, den havde nogle spændende temaer såsom rejse og udødelighed. Jeg tror, jeg vil prøve at læse den i prosaform, da det er meget nemmere at læse end vers. 


Af Christina 

Kommentarer

Populære opslag