Christina har læst: Litteratur

Tag en tænkepause

Forfatter: Dan Ringgaard (1963-)
Genre: Faglitteratur
Oprindelige udgivelsesår: 2014
Sidetal: 60 sider 
Originalsprog: Dansk
Bedømmelse: 

Hvorfor valgte jeg at læse bogen?
I denne weekend har der været Bogforum i Bella Centeret, hvor man har kunnet opleve alle genrer inden for skøn- og faglitteraturen, lige fra poesi til kogebøger. I den forbindelse syntes jeg, det kunne være spændende at få et perspektiv på, hvad litteraturen egentlig er, og hvilken rolle den spiller i dag.

Hvad handler bogen om?
I Litteratur kommer Dan Ringgaard med en række forslag til, hvordan vi kan definere og forstå litteratur som fænomen. Bør man se litteratur som et medie, der opstod med bogtrykkekunsten? Som en produktionen af nedskrevet viden? Eller bør man se den som alt fiktion og formet sprog? Ringgaard redegør desuden for den historiske udvikling som skriften og bogmediet har gennemgået, og han diskuterer litteraturens relevans i vores digitaliserede nutid.

Hvad var min oplevelse med bogen?
Jeg synes, at Aarhus Universitets projekt med at lave disse ultrakorte og præcist formidlede fagbøger er super fed, og jeg har efterhånden læst flere bøger fra serien. Jeg har dog ofte – og også i tilfælde med Litteratur - siddet med en følelse af ikke at have fået nogen ny viden, som jeg kunne tage med mig fra bogen. Dan Ringgaard er ellers en utrolig dygtig formidler, men bogens korte format tvinger ham til at holde sig på et meget overordnet niveau, hvilket forhindrer bogen i rigtigt at blive interessant.

Hvem bør læse bogen?
Læs bogen, hvis du i forvejen er glad for Tænkepausers format og vil have en hurtig indførelse i litteraturen som medie og historisk fænomen.

Udvalgt citat: 
”Enhver læsning bearbejder vores bevidsthed, ændrer den en lille smule ved at ændre den indstilling, vi ser verden igennem. At læse er ikke bare at afkode tegn, det er også selv at blive omkodet.”

Bonus:
Alle bøgerne i serien Tænkepauser er præcis 60 sider lange, og Aarhus Universitetsforlag udgiver hver måned en ny bog i serien.



Kommentarer

Populære opslag